Japji Sahib er den første hymne i Guru Granth Sahib, og indeholder essensen af Guru Granth Sahibs 1430 sider.

 

Den er forfattet af Guru Nanak i 1500 tallet, og består af 40 poetiske vers i rim, som kan findes på de første 8 sider af Guru Granth Sahib. Ordet Japji betyder ”at recitere” eller chante, og det er en hymne der reciteres af sikher hver morgen som en del af deres bønner.

 

 I følgende artikel vil vi se på de første 10 vers af Japji Sahib bønnen, for at give læseren et overfladisk indblik i denne dybe hymne som er en juvel af visdom og filosofi.

Vi anbefaler at man læser den engelske oversættelse, samtidig med at man læser kommenteringen for hvert enkelt vers i denne artikel. Tryk her for at læse Japji Sahib.

 

Hymnen indledes af Mool Mantar som er en kort men sammenfattet beskrivelse af Gud, Hans egenskaber samt hans forhold til Guru’en. Gud er beskrevet som den universelle kraft der regerer og gennemstrømmer universet samt hver enkelt skabning. Han er på samme tid Skaberen, Vedligeholderen og Ødelæggeren af alt skabt.

 

Han er en altgennemstrømmende ånd hævet over menneskelige egenskaber såsom frygt, had og er ikke en del af reincarnationscyklussen, sådan som menneskene og sjælene er det. Han er selveksisterende og er derfor ikke skabt af et andet væsen, og han er evig. Han har været i eksistens siden tiden før skabelsen, under skabelsen og vil til evig tid eksistere som den Altgennemstrømmende ånd.

 

Det første vers beskriver så de forskellige religioners- og tænkeres syn på realiseringen af Gud. Et åndelige aspekt inddrages på disse ydre handlinger(Sindets renhed renses ikke ved at bade i hellige floder, Sindets sult tæmmes ikke af at faste osv – da disse handlinger har kun en effekt på kroppen), og den afviser hermed alle disse versioner hvis ikke mennesket lever i Guds vilje og gang.  Det interessante ved dette vers, er at ydre praksisser esoteriseres således at den ydre handling alene ikke er nok, men at sindet og hjertet ligeledes bør være med.

 

Det næste vers beskriver Guds vilje som værende den der har skabt menneskekroppene, sjælene og livets drama iform, af de forskellige skikkelser og roller som hvert enkelt individ i samfundet, tager sig. Ethvert menneske er underlagt Guds vilje, på samme vis som det er underlagt naturloven.

 

Det tredje vers er et smukt vers, der er en lang hyldest til Gud som bliver tilbedt og lovprist af mennesker på forskellig vis, afhængigt af hvor i verdenen de befinder sig, hvilken religion de følger mv. Der fortælles at menneskeheden tilbeder den samme Gud, hvilket samler menneskeheden, frem for at splitte den.

 

Det fjerde vers beskriver Gud som værende den der forsyner menneskene og opfylder deres materielle behov. Verset lægger vægt på tilbedelse i form af kærlighed og hengivenhed frem for pligt og tvang.

 

Det femte vers starter med at lovprise Gud for hans uafhængighed og suverænitet, og går videre til at fortælle om konsekvenserne ved at udføre en dybfølt tilbedelse, hvor sjælen er i fokus frem for kroppen.

 

Sjette vers giver en esoterisk fortolkning af hinduers pilgrimsfærd og rituelle bad som siges at rense sjælen og skylle synderne af. Hymnen personliggør disse handlinger, hvorved pilgrimsmålene og badene gøres til personlige egenskaber i mennesket selv.

Pilgrimsfærd er ikke blot en ydre rejse, men derimod en indre rejse til sjælens dybeste lag, som viderebeskrives i Gurbani senere. Der lægges vægt på god karma, på det at udføre gode handlinger i sin spirituelle praksis, og der gives et kort indblik i de (spirituelle) dybder der eksisterer i menneskets sind, som kan nås ved at følge Guru’ens anvisninger.

 

Op til nu ser vi en hymne der starter med en beskrivelse af Gud, hvorefter den rette vej til opnåelsen af denne Kraft, ånd mv kan nås. Når ruten hertil er klargjort lægger japji sahib stress på at beskrive hvordan hele menneskeheden tilbeder den Ene og Samme Gud,  Faderen og Skaberen over os alle.

 

Efterfølgende begynder hymnen at blive mere jordnær hvor hymnen beskæftiger sig med det fysiske i denne verden iform af Gud som skænkeren af livets goder. Hymnen åbner her op for de dobbeltdimensioner som religionen kører på i form af det sete, og det usete. Materielle fysiske goder anerkendes som gode, men en ufysisk og ukropslig tilbedelse ses som værende bedre end den fysiske og kropslige (hvor mennesket tilbeder af pligt frem for af lyst).

 

Hymnen begynder nu langsomt at åbne op for Sikhismens filosofi og visdom, som en slags forsmag på hvad der venter en i de resterende 1422 sider af Gurbani.

 

Det 7.vers beskriver hvorledes de mennesker der er succesrige i dette liv iform af velstand, mægtighed, uddannelse mv alle vil fejle i sidste ende hvis ikke de har deres spirituelle på plads.

Spirituel rigdom hæves overfor verdslig rigdom, og sidstenævnte bliver beskrevet som tom og meningsløs, hvis ikke den hviler på en åndelig dimension.

 

Det 8-11. vers beskriver de forskellige stadier af ”det at lytte” med fuld koncentration og at have hjertet med i det, da det opfattes som en dyd at kunne lytte og lære af bedrevidende mennesker for herefter at tage deres viden og omsætte den til praksis.

 

Ovenstående er en kort og overfladisk beskrivelse af de første vers i Japji Sahib som giver en forsmag på den visdom og elegance som Gurbani giver sindet, sjælen og hjertet og den spirituelle rejse som sjælen oplever gennem dette liv.

 

Vi opfordrer på det stærkeste til at man fordyber sig i Gurbani og dens budskab til mennesket for herefter at omsætte denne teori til praksis. Gurbani kan ikke oversættes til andre sprog, uden at miste sin dybde og elegance, så for at få en dybere forståelse og fortolkning anbefales det at lytte til katha(uddybelse og fortolkning) af japji sahib af diverse Saints og lærde indenfor Sikhismen.